![]() |
||
Kommunes afslag har ført til ny tekst om NLDFor ikke ret længe siden dukkede dette indlæg op på NLD-forum:
”Jeg har en dreng på 13, der for knap 1 år siden fik NLD-diagnose. I den forbindelse har jeg bl.a. ansøgt kommunen om merudgiftsydelse jf. LSS §41, bl.a. til dækning af kontingent til NLD-foreningen, bøger, kursus om NLD. Kommunen har givet afslag bl.a. med den begrundelse, at NLD ikke er en anerkendt diagnose og har direkte henvist til NLD-gruppens hjemmeside med citat: "Nonverbal Learning Disorder (NLD) er endnu ikke optaget i WHOs diagnosemanual ICD-10. Dermed er NLD endnu ikke en anerkendt diagnose." Er der nogen der har lign. erfaring eller fx har fået bevilget sådanne udgifter i deres kommune?”
Indlægget fik os op af stolene i bestyrelsen – for det er jo bestemt ikke meningen, at vores tekster om NLD skal bruges som et påskud for ikke at følge socialloven. Derfor har vi gjort to ting: 1. Vi har skrevet teksten på hjemmesiden om, så den nu lyder sådan her: "NLD kan kaldes en “betegnelse” eller en “neuro-psykologisk diagnose”. Det kan efterlade forvaltninger og familier noget i vildrede, at NLD ikke er nævnt i den diagnosemanual, vi officielt bruger i psykiatrien i Danmark, ICD-10. Når betegnelsen NLD alligevel benyttes bredt af psykologer og i børnepsykiatrien, er det fordi, at betegnelsen kan bruges til at forklare omverdenen, hvori vanskelighederne består, på en mere direkte, pædagogisk anvendelig måde, end de nu officielle psykiatriske diagnoser umiddelbart kan. Professor i børne og ungdomspsykiatri, overlæge Niels Bilenberg redegør i bogen “GUA - sammenhæng og virkelighed” for at psykiatriske diagnoser og neuropsykologiske diagnoser kan være beskrivelser af samme sag – blot fra forskellige vinkler: “Så en NLD-“diagnose” kunne godt blive stillet sammen med en psykiatrisk diagnose som f.eks. Aspergers syndrom...” Bilenberg forklarer desuden, hvordan en diagnose, stillet af psykiatere, kan suppleres fra psykologernes side: “… det er vigtigt, at man har den neuropsykologiske dimension med – altså at vi arbejder meget tæt sammen med psykologen.” De fleste med NLD opfylder de formelle diagnosekriterier for Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse, Anden (GUA), som er en officiel diagnose. NLD indebærer desuden en varig funktionsnedsættelse, og er derfor sidestillet de psykiatriske diagnoser Aspergers syndrom, GUA, mental retardering og autisme i serviceloven. For at undgå forvirring, anbefaler vi i NLD-gruppen, at familierne sikrer, at NLD-beskrivelsen også rummer rummer en henvisning til en psykiatrisk diagnose." 2. Vi har spurgt en socialrådgiver indenfor handicapområdet, hvordan socialloven skal tolkes i forb. med ovenstående. Socialrådgiveren svarede: "Målgruppen for Servicelovens § 41 er ikke udelukkende familier med diagnosticerede børn. Der er flere kriterier. Det afgørende er ikke om der er stillet en diagnose, der er flere forskellige kriterier der skal gøre sig gældende på samme tid: • Der skal være tale om nødvendige merudgifter, her er tale om udgifter familien ikke ville have haft hvis ikke barnet/den unge havde haft en funktionsnedsættelse. Familien skal selv afholde den del af udgifterne familien normalt ville have afholdt. • Merudgifterne skal på et år overstige 4020 kr. (2009 takst). • Barnet/den unge skal være under 18 år og bo hjemme - dvs. ikke anbragt udenfor hjemmet. • Der skal være tale om en indgribende lidelse, lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse. • Der skal være tale om enten en kronisk lidelse - her vil der være tale om en lidelse der forventes at varer barndommen ud - eller en langvarig lidelse -hvilket i praksis vil sige minimum et år. Dette gælder både nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Det afgørende i forhold til vurderingen er altså , på hvilken måde og i hvilket omfang lidelsen er indgribende i hverdagen, samt om der er tale om udgifter, man ville have haft hvis ikke barnet havde nedsat funktionsevne.
Så det drejer sig ikke om hvorvidt NLD er en anerkendt diagnose, men om den er indgribende i alvorlig grad i hverdagen, at den forventes at være længerevarende, samt hvilke udgifter der søges dækning til. Udgifterne skal være udledt af barnets nedsatte funktionsevne og være udgifter familien ikke ville have haft, hvis ikke barnet havde denne lidelse." - - - Vi håber, at denne afklaring kan hjælpe i både det konkrete tilfælde - og alle jer andre derude, som tumler med den udfordring det er, at have en diagnose, der (endnu) ikke falder inden for de anerkendte diagnoser.
|
Tilmeld nyhedsbrev
| |
NLD-buketten |
||
| Søg | Anbefal denne side | Udskriv | ||
